Highlander Cup 2019 blev den succes vi håbede på

Highlander Cup 2019 blev den succes vi håbede på

12 a-cats og 1 Flying Phantom til start ud for Skovshoved Havn var lige præcis det, vi havde håbet på. Næste år skal vi have flere klasser med. Bl.a. den populære Waszp jolle, som nu dukker op i flere danske sejlklubber.

Det først Highlander Cup og den første aktivitet i foiling.DK regi blev afviklet her i weekenden ud for Skovshoved Havn. Og værten KDY afviklede stævnet kompetent og præcis i den afslappede ånd som foling.DK og A-cat klassen altid lægger op til. Så endnu en stor tak skal lyde til KDY. Og selvfølgelig især til Anders Myralf og Mark Flindt som bl.a. stod for flittig multitasking på hhv. dommerskib og mærkebåd.

Der var mødt i alt 12 a-cats og 1 Flying Phantom op til denne første Highlander Cup. Og undervejs kiggede en enkelt Moth jolle også forbi og sammenlignede fart.

Lørdag fik vi fem sejladser. De første to i let vind og med marginal foiling. Hvilket giver nogle dynamiske sejladser, hvor intet er afgjort før end den “fede dame har sunget”. De to næste sejladser var fantastiske med garanti for flyvning på læns og gode muligheder for det samme på kryds. Til sidste og femte sejlads friskede vinden så meget, at de fleste bare ønskede at båden skulle blive i vandet med masten i vejret. Og det blev også til at kun 4 hårde hunde nåede i mål. Blandt andet måtte Lars Schrøder i havn med et ufrivilligt reb i sejlet (billedet).

Toppen af podiet tog Lars Schrøder sig altså af med kun et enkelt point ned til Thomas Paasch, som igen havde 4 point ned til Christian Nygaard på tredjepladsen.

Søndag bød på middelvind noget over de 22 knob, som er den officielle grænse for kapsejlads i A-cat. Så desværre blev det ikke til flere sejladser for denne gang.

Nu kigger foling.DK frem mod efteråret og næste sæson. Der arbejdes bl.a. på at få etableret en Highlander Spring regatta et sted i vest Danmark. Formatet skal der også arbejdes videre med, og vi skal have flere foilende klasser med til Highlander Cup – fx WASZP jollen med en masse unge sejlere.

Back to Top